For nylig skrev jeg et indlæg om, hvorvidt man kan straffe manglen på selvindsigt. En af mine venner skrev en kommentar til mit indlæg. Han skrev “Vi tager konsekvensen af hinandens manglende selvindsigt hele tiden – ved at trække os eller konfrontere hinanden med den.”
Da andres manglende selvindsigt kan trække mange ressourcer ud af et parforhold, et samarbejde eller en familierelation, og da kulturen ikke rigtig giver os en ramme eller redskaber til at forstå betydningen af selvindsigt, vil jeg gerne sætte fokus på det.
Jeg har tidligere brugt meget energi på lange samtaler med venner, partnere og familiemedlemmer om bestemte problemer, der blev ved med at komme igen, følelser, der gentog sig, frustrationer, der ikke blev forløst og så videre. Jeg oplevede, at disse mennesker trængte til kærlighed og forståelse, og det bestræbte mig på at give dem. På et tidspunkt gik det op for mig, at det var spildt arbejde. Det, de mest af alt har brug for, er selvindsigt.
Hvorfor er denne selvindsigt så vigtig? For at komme ud af en situation, der gentager sig igen og igen, og som frustrerer en, må personen få øje på sin del af ansvaret for igen og igen at havne netop der. At få øje på sin del af ansvaret forudsætter, at man kan sætte præcise ord på egne motiver og egen adfærd. At man kan være ærlig overfor sig selv. Og at man kan forlige sig med det, man finder ud af.
I dag er der rigtig mange muligheder for at øge sine evner for selvindsigt. Man kan tage kursus i personlig udvikling. Man kan opsøge en psykolog og fortsætte, når psykologen beder en rette blikket indad og få øje på egen frygt og utilstrækkelighed. Man kan tilmelde sig et årskursus i at opdyrke sit indre potentiale. Man kan opsøge spirituelle miljøer, og og og…
Her vil man møde mange variationer af de samme spørgsmål: Hvem har ansvaret for, hvordan du lever dit liv? Er det din partner, og de forventninger han eller hun har? Er det dine forældre, og alt det de gjorde ved dig i barndommen, der styrer dine handlinger i dag? Er det din dominerende chef, som bestemmer? Er det dine børn, der er krævende? Er det din svigermor, der synes hun har krav på mere, end du måske føler, du kan give? Er det dig selv, der har ansvaret for, hvordan du forvalter dit liv?
Man kan også få råd og vejledning i, hvordan man finder modet til at handle på sine indsigter. Ansvaret for det mod ligger altid hos en selv.
Vi viger ofte tilbage for at stille os selv sådanne spørgsmål, for instinktivt ved vi godt, at i det øjeblik, vi hører svaret i vores indre, forpligter indsigten, som en sko, der bliver ved med at klemme. Denne klemmen sætter en proces i gang, hvor man igen og igen får øje på situationer i ens liv, hvor man bebrejder andre det, der sker. Såfremt man finder modet til at erkende det og acceptere at man gør det igen og igen, selvom man godt ved det er dumt, vil mange efter en rum tid føle sig så provokeret over egen adfærd, at man vil ændre de dele af mønstret, man ikke er stolt af.
Men så længe man ikke har stillet sig selv spørgsmålene, behøver man ikke handle. Og man føler sig home free. Men det er man ikke. For de mennesker, der er omkring en handler på ens ikke-handlen, som min ven skriver. Enten konfronteres man af sine nære, eller man oplever, at de trækker sig. Der kan gå en rum tid, før det går op for en, at de har trukket sig.
Dette betyder, at ens valg omkring at opnå selvindsigt eller ej får meget store konsekvenser for ens liv. Vælger man at være ærlig overfor sig selv omkring sig selv, kan det åbne op til en verden af samvær med mennesker, der også er ærlige omkring sig selv, og hvor man kan tale og grine og græde over egen og andres dårskab, forfængelighed, misundelse, storhed, kærlighed, smålighed og så videre, så man føler sig rummet som det komplekse menneske man er og kan rumme andre.
Eller man kan vælge at blive ved med at bebrejde andre ens livslod og opleve, at man mister venner og familie, fordi mennesker tæt på en trækker sig. Og man synes måske slet ikke, at der kom nogen advarsel, og de lyttede ikke rigtigt. Men det gjorde de. Og de valgte så at trække sig, da de ikke længere kunne finde energien til at blive ved med at høre personen bebrejde andre sit svigtende mod.
Jo mere man trækker energi og fokus tilbage til det, man kan ændre, forme og tage ansvar for, som er en selv, jo mere styrker og udbygger man den basis for mødet med andre, som man har hele livet. Jo sværere man har ved at rumme sig selv, jo sværere vil andre også have det.
